Haters vil hate: 6 ting betyder kommentarer til min artikel lærte mig

At sætte dig derude i vores moderne samfund er en virkelig skræmmende og øjenåbnet oplevelse. Jeg offentliggjorde for nylig min allerførste artikel i min skrivekarriere.

Efterhånden kunne jeg have valgt et mere neutralt, mindre kontroversielt emne til at lave min debut, men hvad ville det sjovt være i det?

Negative sociale medier kommentarer straks hældes i og jeg begyndte at klamre mig selv for angrebet. Det endte med at være det bedste, der kunne være sket med en rookie skribent.

Her er min udviklingsproces siden det beklager tirsdag morgen:

Overvældende overvældende følelser

Inden for de første 30 sekunder med at forstå artiklen, oplevede jeg chok, lyksalighed, opfyldelse, forventning (som mine kommentarer blev ladet), mere chok, et markant fald i lyksalighed, afvisning og derefter en længere periode med ren adrenalin.

Jeg var nødt til at regne ud, hvordan man håndterer min reaktion og hurtig – enten lad det komme til mig eller omfavne den lille succes.

Jeg tillod mig et kort øjeblikkelig kommeration inden indseelsen, at dette var bare noget, jeg var vant til at vænne sig til, hvis jeg ønskede at lave en karriere skriftligt, hvilket fører mig til min næste fase:

Forsøg ikke at bryde sig om, hvad folk tror

Jeg siger “forsøg”, fordi jeg ikke tror det er muligt. Jeg ved, at der vil være mange øjeblikke i fremtiden, når jeg vil finde mig midt i fuld ydmygelse, og jeg vil ikke være i stand til at undertrykke skammen for at blive afvist.

Men da jeg blev grundigt, brutalt og bredt diskrediteret, følte jeg mig straks ubegrænset for at udtrykke mig selv. Jeg mener, hvor meget værre kunne det få?

Jeg indrømmer, jeg har altid kæmpet med ideen om, at folk ikke vil acceptere mig for, hvem jeg er. Jeg omfavnede denne mulighed som en personlig test for at blive mindre selvbevidst; det var en færdighed, jeg vidste, at jeg måtte beherske for at kunne lykkes.

Modstå lokken af ​​sociale medier

Jeg fandt mig selv overvåge mine likes og kommentarer og indse, at jeg stadig gør, faktisk bekymre sig om, hvad folk tror.

En af mine største konflikter med denne generation er den stigende opmuntring til at få folk til at “lide” dig. Jeg mener, du kan nu udtrykke din kærlighed med et klik på en skærm for at kvantificere din lighed.

stat

Det var under denne sociale medier udbrud, at jeg huskede, hvor meget jeg foragtede den guddommelige “som” -knap og hvad det gjorde for mig. Desværre indebærer en stor del af at forbedre dit billede som forfatter at fremme dig selv på sociale medier.

Men på hvilket tidspunkt adskiller vi os fra skærmen foran os og minder os om, at vi har mennesker i vores liv, der elsker os ubetinget, uanset antallet af tilhængere, vi har samlet?

Nogen sagde faktisk, at de ønskede at lave en “mislikes” -knap for at anvende på min artikel. Kan du ikke bare kalde mig en lur, ligesom de andre 500 mennesker? Kvantificering af had kan kun hjælpe cyber mobning.

Jeg har siden udtænkt en mantra for mig selv, når jeg føler mig fortæret af ønsket om flere kan lide: De er bare kan lide, de er ikke kærlighed. 

Der vil altid være den ene idiot (eller i mit tilfælde 1000)

Du kan tro, du har skrevet den næste Harry Potter – måske har du – men der vil altid, altid være nogen der for at fortælle dig det var skrald. Desværre er der nu endnu flere måder at sikre, at du modtager alles lidenskabelige kommentarer, og i dag leveres det for det meste digitalt.

Vi har fået en masse mening siden vi udviklede evnen til at dække vores ansigter, mens vi taler. Selv om jeg indrømmer, at jeg ville have grædt, hvis du alle kom op til mig straks og løsladte misbruget i mit ansigt.

Så jeg formoder, at jeg skal takke dig for at lade mig skjule mine tårer. Men hvis du føler trangen til at bidrage til andres arbejde, så spørg dig selv, om det er dig eller det anonyme tastatur, der snakker.

Genkend dine fejl

Efter at have sigtet igennem mekkaet med beskidte kommentarer, kom jeg til at indse, at der var mange ting, jeg skrev dårligt, med kun min mening i tankerne. Jeg blev båret væk med mine vilde synspunkter på universet og glemte jeg havde brug for at retfærdiggøre mig selv.

Jeg tror stadig, hvad jeg skrev, og jeg vil aldrig tage det tilbage, men jeg var hensynsløs på mange punkter. Euforien om at have tilladelse til at skrive for første gang kan undertiden skyde dine tanker om indhold.

Jeg ville bare skrive noget! Og jeg er så glad for det, fordi det førte mig til min endelige åbenbaring som nybegynderforfatter.

Du er ikke uovervindelig

Solen skinner ikke ud af din røv. Du vil ikke skrive perfekt hele tiden. Du vil aldrig være perfekt, og det er okay.

Jeg vil gerne takke de få tusinde mennesker, der besluttede at ikke lide mig. Jeg har nu en meget stærkere ide om, hvad der kræves for at være en succesfuld forfatter, plus et par mindre mennesker i verden for at genere imponerende. Vent, det er rigtigt – jeg besluttede mig ikke for at bekymre mig mere om det.

Og endelig til alle dem, der opmuntrede mit abstrakte syn på monogami, kan du have været overordnede, men du gav mig håb om, at jeg ikke var en “dum, naiv mangel på en person”.

Så mit punkt (som tilsyneladende jeg ikke havde en i min sidste artikel), er, hvis du virkelig ønsker at være en forfatter eller en entertainer eller noget, der har potentialet til at blive bedømt, kan en dårlig anmeldelse være det bedste, der kan Nogensinde sket med dig, hvis du lader det.

For nu vil jeg dog holde fast i fiktion. Hvor meget kan du hader noget, der ikke er sandt, alligevel? Jeg tror jeg finder ud af det snart.